Klassisk sommerhus med stråtag
Vi er ved at bygge dette arkitekttegnede sommerhus på 204 kvadratmeter, der skal opføres på en smuk naturgrund.
Det er et klassisk sommerhus med stråtag, hvidpudsede facader og sorte vinduer. Boligen består af et hovedhus med køkken-alrum, stue og soveværelsesafdeling, mens en elegant glasgang forbinder til et anneks med ekstra værelser og fællesrum. Materialerne er valgt med stor respekt for både arkitektur og omgivelser.
Huset er disponeret med stor respekt for grunden, som er en gammel, idyllisk sommerhusgrund. Den eksisterende charme er bevaret, og bebyggelsen er nænsomt tilpasset landskabet – blandt andet ved at lade huset organisere sig omkring et markant, eksisterende træ, som bliver et naturligt omdrejningspunkt i både arkitektur og uderum.
Udendørs er der desuden tænkt praktiske funktioner ind i helheden, herunder plads til renovation, cykler og et integreret skur, som diskret indpasses i bebyggelsens arkitektur.
Samlet set fremstår huset som en moderne fortolkning af det klassiske sommerhus – et sted hvor enkelhed, materialekvalitet og respekt for naturen går op i en højere enhed.